I en demensbolig i Småland i Sverige, bor min far lige nu.
Den 3. maj, Fars fødselsdag.
Den 3. maj 2020, 8.657 døde på et døgn af Corona i verden.
Lørdag den 23. maj bliver jeg ringet op og bedt om at komme til Sverige, da min far er døende efter en blodprop. Min mor og mine søskende besøger far og siger farvel, men far dør ikke. Der gives kun adgang til besøg udendørs, men min far er sengeliggende, og ingen kan besøge ham.
Den 26. maj får jeg besked om, at min far har fået konstateret Covid-19.
Mit behov for at bearbejde mine følelser er stort i Coronatiden; jeg finder min styrke i mit håndværk, ved min væv bruger jeg nedlukningen til at væve. Til at lade hænderne virke i det, som de kender helt af sig selv, bløde materialer i uld og i silke, der bliver vævet sammen, lag på lag, indpluk efter indpluk.
Tiden ved min væv i mit værksted blev til mange timer, ikke kun med refleksioner over min far, men til refleksioner over alle de mange døde.
Vores brug for ritualer, dødsritualer, bliver vigtig for mig, for lige pludselig var det ikke muligt for mange mennesker at få en værdig begravelse, da der var for mange døde på samme tid. Lig blev fragtet væk på store lastbiler, lig blev lagt i sorte sække, gravet ned for at forhindre smitte. Lig… der engang var et elsket menneske, en elsket far..
Mennesker der ikke måtte sige farvel til deres kæreste.
Ritualer ved begravelser har en stor betydning for bearbejdningen af det at sige farvel.
Mit værk er et ”bårtäcke”, et fint stykke stof, der ofte bliver brugt i Sverige til at lægge over kisten ved en begravelse, det bliver ikke begravet sammen med kisten, men virker som en dekoration inde i kirken.
Mit ”bårtäcke” er vævet ud fra skitser, som jeg har malet sammen med min far for mange år siden, da han var rask. Vi talte tit om døden, og hans ønske var, at jeg ville væve et” bårtäcke” for ham som det sidste farvel. Jeg styrker mig ved mindet om samtalerne om døden sammen med min far. Den styrke gav mig ro til at gennemføre mit ritual ved væven, at væve tanker og minder ind med silke og uld.
Fredag den 26. juni 2020 blev min Far blev erklæret rask fra Covid-19, men er svært medtaget.